Koncert med Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel

— under ledelse af organist og ildsjæl Louise Adrian

For længe siden indgik vi en aftale med Louise Adrian om, at fangekoret skulle give koncert i Finderup Kirke.

Allerede en time før koncertens start, kom de første tilhørere for at være sikre på at få en god plads, og inden længe var der kommet så mange, at sideskibene også var næsten fyldt.

Alle var vi spændte på at høre og se en flok forbrydere optræde. Louise indledte med at sige, at alle de optrædende var forbrydere eller tidligere forbrydere, der havde gjort sig fortjent til deres straf.

Sangene, som fangerne selv havde skrevet og som Louise havde skrevet musik til, var meget følsomme uden at blive til føleri, meget melankolske uden at blive sentimentale.

De gav udtryk for, hvor svært det var at tilgive sig selv for alt det ondt, de havde påført deres ofre, deres famillier.

De handlede om, hvordan man var nødt til at bære en ”maske af hårdhed” for at overleve i fængslet.  Spørgsmålet om, hvordan man fortæller sine børn, at man er i fængsel fordi man har begået grov kriminalitet, og en datter af en fange sang om, hvor slemt det er, når man hele tiden skal lyve og opdigte historier om, hvorfor hendes far aldrig deltager i sociale arrangementer.

Der var også glade sange, som den en fange havde skrevet til sin kone, fordi hun holdt fast ved ham og endda giftede sig med ham, selv om han skulle afsone ti år i fængslet.

Tidligere fanger deltog også i koret, og der var succeshistorier om fanger, der havde forladt fængslet, havde fået arbejde og bolig og ikke efterfølgende havde været ude i kriminalitet. Medlemmerne af fangekoret har langt færre returbilletter til fængslet, end andre fanger.

Det vigtigste for at holde fangerne ude af kriminalitet er ikke hårdere straffe, men at der er reelle tilbud, når de kommer ud, for som Hans sang i sin egen komposition ”Egon Olsensvej”, at da han blev løsladt efter 14 års fængsel, stod der ingen Benny og Kjeld og ventede på ham, men kun en forventning om, at nu skulle han klare sig selv.

Det var en meget smuk og tankevækkende koncert, hvor vi fik et glimt af mennesket bag forbryderen.

23.04.2017/Tove Madsen