børnegudstjeneste20150929-a
Familiegudstjenesten i går blev holdt i lidt alternative omgivelser, for kirkens indre er nemlig ved at få en ordentlig omgang med hvidtekosten. Derfor måtte gudstjenesten denne gang holdes i sognegården, og det var næsten en fordel – for så var aftensmaden jo tættere på.

De lidt usædvanlige omgivelser for en gudstjeneste betød åbenhart heller ikke noget, i hvert fald vrimlede det med børn i alle aldre, og en del fra det nystartede juniorkonfirmandhold, havde også fundet vej til sognegården.

Og de var der alle: Præsterne Jørn og Susanne, sognemedhjælper Elisabeth, organist Lars (som havde skiftet orglet ud med sin guitar) og selvfølgelig også de to uundværlige fætre Mulle og Rumle.

Der blev lyttet til biblens beretning om de ti plager, som var Guds straf over Egypten for at få Farao til at frigive de israelitiske slaver.

børnegudstjeneste20150929-b

Efter gudstjenesten var der burgere til alle. Medlemmer fra menighedsrådet stod klar til at lave burgere på bestilling, og børnene kunne selv bestemme hvor meget – eller hvor lidt – salat og andet tilbehør der skulle puttes i dem.

Næste familiegudstjeneste holdes den 27. oktober hvor vi skal høre historien om Jonas og hvalfisken – og så står der frikadeller på menukortet.