Caféaftnerne i Finderup sognegård er både hyggelige og oplysende, med temaer som spænder vidt. Således havde vi forleden besøg af Poul Buur, som er holdkaptajn for Team Rynkeby Vestsjælland, samt af holdets cykelmekaniker Jens Peter Bokmand.

 

team rynkeby 1Poul Buur (til venstre) og Jens Peter Bokmand, demonstrerer at sponsorreklamer er en væsentlig indtægtskilde for Team Rynkeby.
 

TeamRynkeby gennemfører hvert år en cykeltur til Paris med det formål at indsamle penge til Børnecancerfondens kamp mod børnekræft.
Team Rynkeby består i dag af 1.600 motionscykelryttere og 400 hjælpere fordelt på 38 lokale hold fra henholdsvis Danmark, Sverige, Finland, Norge og Færøerne. I 2015 bidrog de danske hold med 32,8 mio. kr. som gik ubeskåret til Børnecancerfondens.

Poul Buur fortalte, at der er 3 overordnede mål for cykelturen:

  • At indsamle penge til Børnecancerfonden, gennem sponsorater og forskellige aktiviteter,
  • at alle deltagere kommer sikkert frem til Paris, og
  • at alle får en god oplevelse for livet.

 

Team Vestsjælland har deltaget med et hold siden 2013. I år er der 200, som har søgt om at komme med på turen i 2016. Holdet skal bestå af 50 deltagere, som nu er udvalgt ud fra kriterierne om, at der skal være en passende fordeling af mænd og kvinder, en passende aldersspredning og en passende forskellighed i uddannelse og erhverv – samtidig må maksimalt halvdelen af rytterne have cyklet turen før – deltagernes aldersmæssige spredning er i år fra 18 til 72 år.

Poul Buur gav tilhørerne et levende indblik i, hvordan holdet forbereder og gennemfører cykelturen fra Slagelse til Paris, en strækning på 1.279 km, som tilbagelægges fra lørdag til lørdag.

Hvorfor er deltagerne parate til at betale omkring 25.000 kr. og forpligte sig til et træningsforløb, hvor der skal køres minimum 2.500 km inden turen?
Hvordan klarer deltagerne at cykle en daglig strækning på mellem 175 og 225 km, hvor gennemsnitsfarten skal være på 25 km/t, alle skal følges ad, og der er kun depot for hver 50 km?

Disse og mange andre spørgsmål besvarede Poul Buur på en levende og munter facon. Og som Susanne præst udtrykte det: ”Det er næsten som om man selv har deltaget på turen – altså lige bortset fra at man ikke er øm bagi”.

vkp/03.09.2015

 Team Rynkeby 2 De sædvanlige skillinger som deltagerne plejer at lægge for smørrebrød og kaffe, havnede denne aften i indsamlingsbøssen til fordel for Børnecancer fonden.
fotos: Viggo K. Pedersen