Caféaften

Onsdag den 20. februar 2008 var alle der havde interesse, inviteret til foredrag i Finderup præstegårds konfirmandstue, hvor tidligere rektor Jens Jørgensen fra Slagelse ville holde foredrag over emnet ”Rundt om Karen Blixen”.
Dette foredrag ville jeg bestemt ikke gå glip af, og konfirmandstuen var da også fyldt til sidste plads med spændte tilhørere. Menighedsrådet havde sørget for, at der før foredraget blev serveret nogle dejlige stykker smørebrød, og snakken gik straks ved de opstillede borde hvor alle sad spændt og ventede på at foredraget skulle starte. Og så gik Jens Jørgensen i gang.

Han er en fantastisk fortæller der levendegør de personer han fortæller om. Han fortalte om myten Karen Blixen med stort drive og man følte hele tiden man kunne se Karen Blixen for sig, mager, næsten sygeligt udseende, med cigaretrør og champagneglas i hånden og med den karakteristiske dybe stemme, der var så helt anderledes, at man altid lyttede.
Han fortalte om den afrikanske farm, Babettes gæstebud og Rungsted-lund hvor Karen Blixen boede.
Karen Blixen blev født ind i en meget rig familie, og det har tit undret nogle, hvorfor hun havnede i Afrika, med egen farm. Det og mange andre ting fik vi svar på denne aften.

Man sad hele aftenen og var fuld af beundring over den måde Jens Jørgensen holder sine spændende foredrag. Hans tale og kropssprog er helt unikt og man kan kun blive glad ved at høre ham fortælle på den levende måde han kan gøre det på. En del af stor fortællerkunst er, at man sætter sig grundigt ind i det stof man skal fortælle om, og her kan man kun give Jens Jørgensen de højeste og flotteste karakterer, han mestrer om nogen at få det hele med når han fortæller. Jeg vil håbe vi får Jens Jørgensen at høre en anden gang, for man kan ikke få nok af hans fortællekunst.

Tusinde tak til Jens Jørgensen for en helt fantastisk aften og tak til menighedsrådet for et godt arrangement.

Niels-Henrik Hansen,
Drosselvej 8
4270 Høng