Noahs ark i høj søgang

Dukkespil, skyggespil og musik smeltede lørdag formiddag sammen i en fortryllende illusion i Finderup Kirke.

 

 

I det mørklagte kirkerum, levendegjorde det lille dukketeater ”Svantevit” den bibelske fortælling om Noahs ark.
Forestillingen blev udført af Sven Harder og Christina Meisl, som med sikker hånd og store armbevægelser fik dukkerne  til at bevæge sig levende overalt på scenen. Tid og rum forsvandt og såvel store som små blev revet med af et rent sansebombardement.Da arken pludselig foldede sig ud både foran og bagved scenen, måtte alle aldre undre sig over hvor den kom fra, medens den med Noah, hans familie og alverdens dyr gungede så heftigt op og ned, at man næsten kunne blive søsyg. 

De 2 forestiller i kirken, havde tiltrukket mange børn og næsten lige så mange voksne, og for de af os som troede at dukke-teater er ”Kaj & Andrea” eller ”Anne og Lotte” – blev det en overraskende og forunderlig oplevelse af, hvad dukketeater også kan være.

sognemedhjælper Elisabeth Andersen, som var initiativtager til det spændende og betagende arrangement, hilste pænt på gamle Noah efter forestillingen.       

(tekst og fotos: Viggo K. Pedersen)