900 kilometer vandretur

Med denne overskrift havde Finderup menighedsråd inviteret alle der havde lyst, til at komme i Finderup Sognegård og høre Merete Jensen fortælle om sin vandretur i efteråret 2008. Der var mødt ca. 50 personer frem til denne spændende aften, og alle fik ”noget for pengene”. Aftenen startede med fællesspisning hvor der blev serveret dejligt smørrebrød og allerede under spisningen var der god stemning og snakken gik lystigt.

Merete Jensen er 35 år og journalist på Kalundborg Folkeblad. Hun fortalte meget levende om hendes tur fra den lille franske bjergby Saint Jean Pied de Port, over pyrenæerne til Compostela i det nordvestlige Spanien, hvorefter hun gik til ”verdens ende”, – Finisterre. En rute som mange kender som ”vejen”- El Camino. Denne tur er som overskriften fortæller, 900 kilometer lang, en tur mange andre ville springe fra inden den var begyndt. Samtidig med foredraget viste Merete en masse flotte billeder hun havde taget på turen. Hun fortale, at hun havde taget i alt 1800 billeder på den lange vandring.

Merete fortale om den meget hårde fysiske del af rejsen, hvor der var ømme fødder, store vabler og til tider stunder hvor hun var ved at opgive det hele, men hun fortalte også om den lige så vigtige del af rejsen – den psykiske. Hun fortalte om sejre og nederlag og om hvor vigtigt det er, at man hjemmefra har gået sine vandrestøvler til, inden man forsøger at besejre Pyrenæerne.
Merete fortalte mange pudsige historier om, hvordan det er for en dansk pilgrim at færdes i det katolske Spanien og hun fortalte levende om sit møde med mennesker fra andre dele af verden, der var på samme tur.

Da foredraget var forbi, var spørgelysten stor. Mange ville høre alt fra hvor meget oppakning man skulle have med, til hvor meget vand man drak under turen, og Merete svarede med stor iver og glæde på de mange spørgsmål.

Der skal lyde en stor tak til Merete Jensen for et flot og utrolig spændende foredrag, og jeg håber hun kommer tilbage på et tidspunkt og holder nok et foredrag. Også en stor tak til menighedsrådet for et altid godt arrangement.

Jeg kan kun opfordre alle til at se hvilke arrangementer der er i sognegården, der er også noget for dig.

Niels-Henrik Hansen
Drosselvej 8
4270 Høng