Søndag den 17. august var der traditionen tro inviteret til sommerkoncert i Finderup præstegårds have, hvor Holbæk Byorkester skulle spille for alle de der havde interesse.
Desværre blev arrangementet aflyst i præstegårdshaven, idet græsplænen var for blød, men koncerten blev i stedet afholdt i Finderup kirke.

Der var mødt 71 personer frem til denne spændende begivenhed, og de der ikke kom, kan godt ærgre sig, for de gik virkelig glip af noget helt vidunderligt musik.

Orkesteret blev stiftet som Holbæk Harmoniorkester i 1979 og det gennemsnitlige antal musikere er ca. 40. Mange af musikerne har været med fra starten og man kan virkelig se på medlemmerne, at de lyser af musikglæde.

Men nu tilbage til koncerten. Der blev spillet meget forskellig musik lige fra Overture til ”Let Kavaleri” over Highlights from Oklahoma, new St. Petersburg og Erik Clapton. Alt dette skønne musik blev styret af Dirigent Anne Marie Granau, og hun fik alle musikerne til at yde noget helt fantastisk, så tonerne fra de forskellige instrumenter nærmest dansede ud i kirkerummet, der samtidig yder en helt utrolig akustik. Musikken var klar, smuk og kraftfuld. Man kunne se på det fremmødte publikum at de nød musikken, for der blev rocket noget på kirkebænkene når de dejlige toner smøg sig ud i hvert et hjørne i kirken.

I pausen mellem de mange musiknumre, var menighedsrådet vært ved et dejligt traktement, hvor de fremmødte kunne få noget at spise og drikke, og snakken gik dag også lystigt mellem folk under spisningen, for alle syntes det var en dejlig koncert. Der skal lyde en stor tak til Holbæk Byorkester for den dejlige koncert og der skal også lyde en stor tak til menighedsrådet for et godt arrangement.

Til de der ikke mødte frem til koncerten kan jeg blot sige: Gør brug af de arrangementer menighedsrådet ved Finderup Kirke laver, der er helt sikkert også noget for Dig.

Niels-Henrik Hansen
Drosselvej 8
4270 Høng