“Havhingstens” færd til Irland

Med denne overskrift i programmet, havde Finderup menighedsråd inviteret alle der havde lyst, til at komme i Finderup kirke d. 18. april kl. 19.30 og høre Louise Henriksen fra Roskilde Vikingeskibsmuseum.

Hun ville holde foredrag om ”Havhingsten” og dens færd til Irland.
Der var mødt 75 personer frem til denne spændende aften, og de fik alle ”noget for pengene”.
Louise Henriksen er en fantastisk fortæller der har en evne til at fastholde publikum i sin hule hånd. Hun fortalte med glæde og begejstring om, at ”Havhingsten” er verdens største rekonstruerede vikingeskib med en længde på 30 meter, en bredde på 3,8 meter og en besætning på 60 kvinder og mænd.

Skibet blev i 2007 og 2008 sendt på en forsøgsrejse til Dublin og hjem igen, som en del af et enormt eksperimentalt arkæologisk eksperiment. Louise Henriksen fortalte bl.a. om de forhindringer og voldsomme oplevelser de havde haft under turen, hvor de var røget ind i 3-4 meter høje bølger, og hvor roret var gået i stykker, så de måtte sidde med overlevelsesdragter på, hvis båden skulle kæntre. Der havde også været perioder, hvor halvdelen af besætningen havde været søsyg på en gang, hvilket havde besværliggjort turen, da besætningen var inddelt således, at de kunne holde fri hver fjerde time.
Medens der var mange søsyge, havde den resterende del af besætningen vagt i 24 timer, og i denne periode blev der øst ca. 18 tons vand, der var skyllet ind over skibet. Formålet med turen var at afprøve og dokumentere skibets sødygtighed, fart og manøvreevne under realistiske forhold.
Skibet havde klaret turen på fantastisk vis og til alles tilfredshed, og næsten alle besætningsmedlemmer havde da også givet tilsagn om, at de trods alle besværlighederne der havde været, ville sejle ud igen hvis de fik tilbud om det.
Louise Henriksen fortalte ligeledes om hvor fantastisk det havde været at komme til Dublin med skibet, idet mange tusinde havde taget mod dem da de kom frem, og det samme gjaldt da de kom tilbage til Danmark, hvor folk havde stimlet samme i de havne de havde anløbet.
Da foredraget var overstået, var menighedsrådet vært ved en forfriskning, så de fremmødte kunne samle indtrykkene og stille spørgsmål, hvis de havde nogle sådanne, og spørgelysten var da også stor.

Jeg vil gerne takke Louise Henriksen for et fantastisk foredrag, og jeg håber hun vil komme tilbage til Finderup sogn en anden gang, og holde foredrag.

Jeg vil også takke Finderup menighedsråd for et godt arrangement.

Med venlig hilsen
Niels-Henrik Hansen
Drosselvej 8
4270 Høng