Koncert i Finderup Kirke

Den 1. oktober havde Finderup menighedsråd inviteret alle der havde lyst, til koncert i kirken, hvor den lokale sopran Trine Sandø Kaldrastøjl ville fortælle om sin uddannelse til operasanger, en uddannelse der er foregået i Firenze i Italien. Hun ville endvidere synge nogle operastykker akkompagneret af pianist Vagn Sørensen.

Aftenen var inddelt således, at der først var fællessalme, derefter ville Trine fortælle om sin uddannelse.
Kirken var godt fyldt, og de der ikke kom, er gået glip af en rigtig dejlig aften.
Trine fortalte med varme og glød, om den tid der var gået fra hun første gang som 20 -årig tog til Italien.
Det var både morsomt og spændende at høre, og livet var ikke altid lige let i udlandet, men hun gik til den med frisk mod og fik den fineste udmærkelse til sin eksamen.

Efter sine fortællinger sang Trine stykker af Stradella, Gounod, Brahms, Respighi, Hândel og Puccini.
Smuk som en engel stod Trine i kirkerummet og sang med sin meget smukke stemme, en stemme der går helt ind i hjertekulen.
Stemmen er både blød, rund og alligevel utrolig kraftfuld og hele kirkerummet var fyldt med dejlig musik. Mellem Trines sange, spillede pianist Vagn Sørensen to klaverstykker på allersmukkeste måde.
Når Trine synger føler man sig hensat i en bølgende kornmark, blomster i engen og blå himmel. Vinden der kysser ens kind, er Trines bløde følsomme stemme.
Sidst jeg var til koncert med Trine sang hun bl.a. Ave Maria af Gounod, og dengang fik jeg tårer i øjnene, men denne gang var jeg helt og aldeles færdig, og tårerne løb ned af mine kinder, det var en kæmpe oplevelse af høre Trine synge.
Publikum kunne ikke få nok af Trines stemme og Vagns musik på klaveret, og det blev da også til to ekstranumre.
Jeg glæder mig allerede til næste gang Trine og Vagn kommer til Finderup Kirke, og da vil jeg opfordre alle der har lyst til at høre vidunderlig sang og musik til at komme, for det er en stor oplevelse. Jeg vil ønske Trine alt mulig held og lykke i fremtiden.

Tak for en dejlig aften til Trine Sandø og Vagn Sørensen og en tak til menighedsrådet for det gode arrangement.

Niels-Henrik Hansen
Drosselvej 8
4270 Høng