Orgelkoncert i Finderup Kirke

Den 3. november havde Finderup menighedsråd inviteret alle der havde lyst, til orgelkoncert i Finderup kirke, hvor ”orglets dronning” Grethe Krogh ville spille.

Der var mødt ca. 70 personer frem til denne store koncert, og de havde virkelig noget at glæde sig til, idet der ville blive spillet værker af Johan Sebastian Bach, Haydn, Niels W. Gade, Carl Nielsen med flere.

Grethe Krogh der i dag er 80 år, startede med at spille da hun var 5 år. Hun er professor i musik og hun har spillet de fleste steder i verden, lige fra USA til Japan og England. Det var derfor med forventningens glæde at tilhørerne var på plads i kirken, da det samtidig var en sjælden mulighed for at høre denne fantastiske organist, der havde givet sig tid til at komme til Finderup.

De der ikke kom i kirken denne aften har noget at ærgre sig over, for der blev spillet orgelmusik på et meget højt niveau. Kirkerummet blev fyldt med de smukkeste toner fra det fine instrument. Grethe Krogh nærmest kælede for tangenterne. Man følte man blev båret rundt i kirkerummet på toner af silke, og man var rundt i alle krogene. Det kan godt være det var koldt udenfor, men i kirken var der nærmest sommertid af varme toner. De dygtige komponister har helt sikkert siddet i himlen og nydt hvor smukt deres musik blev spillet.

Grethe Krogh spillede en time, og i den periode var man i en helt anden verden, en verden af skønne toner. Da Grethe Krogh var færdig med koncerten, fik hun et stort bifald fra de fremmødte, og hun gav derefter et flot ekstranummer.

Tak til Grethe Krogh for en smuk og dejlig orgelkoncert og tak til Finderup menighedsråd for et godt arrangement.