Påske med mestersang uden prædiken i kirken

AF BJARNE ROBDRUP

Påskedag er den dag i den kristne påske, hvor Jesus Kristus, ifølge Det Nye Testamente, stod op af graven efter at have været død siden langfredag. Påskedag markeres derfor som en festdag.

Og en festdag blev det i en næsten fyldt kirke i Finderup, da menigheden og provst Jørn Noe søndag i fint selskab med Mestersangerne markerede påskens historie og forløb i en gudstjeneste, der var meget anderledes end den traditionelle.

ABBA og Händel
Provst Jørn Noe holdt ingen prædiken.
For, sagde han, hvad der skete i påsken, behøver ingen ekstra forklarende ord. I stedet læste han op af Esajas, Johannes-, Matthæus- og Lukasevangeliet, og der blev gjort plads til ekstra salmer og sange, både med og i menigheden; og af Mestersangerne, Karin Kjerumgaard, Michael Duncan, John Anderberg og pianist Birger Andersen,  et musikalsk meget varieret forløb.

Her var givet plads til “Du Måste Finnes”, fint fortolket af Karin Kjerumgaard og skrevet af Benny Andersson og Björn Ulvæus (ABBA). »Santa Maria«, Händels »See the Conquering Hero comes«,  og »The Prayer« udgjorde Mestersangernes øvrige program.

Påskefesten i Finderup indeholdt tillige seks salmer inklusive nadver og dåbshandling, og med baggrund i menighedens gode modtagelse af forløbet er det næpppe sidste gang, at Findeup Kirke markerer en højtid på en anderledes måde.

Mestersangerne, her fotograferet ved nytårskoncerten i Finderup Kirke

(foto: Viggo K. Pedersen)